— Af Lucas Edwards (musiker og musikkritiker)
“Tak fordi jeg måtte opdrage jeres børn.” — det var én af kommentarerne fra Thomas Blachman i den store X Factor afgørelse, hvor en konklusionen om nedbrydelsen af de indre grænser er nødvendig, for at musikken kan florere i et kunstnerisk udfald.
X Factor 2012 har angiveligvis haft et meget højt niveau i år, set i bakspejlet. Men spørgsmålet er om hvorvidt x’et er ramt helt til punktet og om X Factor i sandheden kan fremstås som et talentfyldt show? Som mange andre, har jeg fulgt med i de pirrende afgørelser foran fjernsynet. Men nu var tiden altså inde til at se dem live og give en anmeldelse af showet.
Da jeg ankom til Boxen havde jeg et meget positivt indtryk. Omtrent 15.000 glade og højtskrigende mennesker var mødt op til finalen med bannere, besmykkede t-shirts og en masse andet. Størstedelen af publikum var mindreårige med deres forældre, men alle aldersgrupper var med til at fejre afgørelsen i en bragende fest. Jeg var ankommet i god tid for at få en god plads med en tilfredsstillende udsigt — jeg havde besluttet at være blandt publikum, for virkelig at mærke stemningen og deres reaktioner.
Opvarmeren instruerede publikum i, hvordan man skulle skrige i et X Factor show og hvornår man skulle udstøde glade hvin og modstående, “Buh!”, når dommere eller finalister sagde noget i opsatte situationer. Endvidere skulle man smile og klappe på en bestemt måde, når individet så sig selv på TV.
Scenografien var af fremragende kvalitet — det måtte jeg selv erkende, da jeg så hvad Claus Zier m.fl. havde udrettet. Lyset blev brugt meget effektfuldt til at skabe bestemte stemninger hos publikum. Hertil var der andre effekter, såsom balloner og glimmer, der fik alle til at skrige på samme tid undervejs i finalisternes præstationer; noget man ikke ser i fjernsyet. Om publikum hyldede effekterne eller finalisterne er mig en stor gåde, eftersom jeg også hørte kritiske udmeldelser fra omkringstående personer.
Jeg var selv meget kritisk, da jeg for første gang skulle høre dem live. Jeg har altid være bevidst omkring, at man bevidst har lyden, så befolkningen hjemme i stuerne ikke altid kan høre de uheldige fejl undervejs — jeg har til tider også selv problemer med at bedømme de enkeltes præstationer, da lydkvaliteten er mudret og overlagt med en masse effekter, hvor sangen i sig selv ikke fremstår klar og nøgtern. Til finalen blev det således lettere at afgøre sangernes tekniske sangniveau.
Line, Sveinur og Ida er alle rigtig gode sangere med et kæmpe overskud — men når det er sagt, så bemærkede jeg en masse dumme fejl undervejs, hvor nogle af de lettere intervalspring endte med meget dissonerende toner, der ikke passede til musikken. At være en teknisk god sanger og at være et vellykket fremstående ikon på en scene, er forsåvidt, to forskellige ting; men de kan kombineres! Dermed er det vigtigt at se det samlede udtryk, men også de enkelte bestanddele. At udpege og fortolke de mindste bestanddele i musik kan være en meget blufærdig proces, der ikke altid har en konklusion. Følelsen i et stykke musik kan være svær at definere — selv dommerpanelet har svært ved at nå frem til en konklusion, som finalisterne kan tage med sig ind i øvelokalet. Der findes ikke en endefuld vejledning til at synge, så englene flyver omkring publikum. Derfor handler det i sidste ende om sangerens troværdighed. Selv nogle af de bedste sangere besidder ikke troværdighed.
På trods af, at X Factor er et kæmpe show, så er der en facade der pakker finalisterne ind, der i højere grad handler om at give folk et let modtageligt produkt end at give dem troværdige fortællinger. Min klare opfattelse af folks reaktioner var, at hvis man tager til X Factor for at finde sandhed og ikke mindst ædelhed, så er man taget til det forkerte sted! Alt er opsat. Musikken, finalisterne i deres udstråling er opsat… fortællingen er opsat. Noget der bliver pillet ned lige så snart publikum forlader kassen. Kassen er et produkt, der skal sælge — ikke mere eller mindre.
Der er mange dygtige og autentiske personer, der aldrig får den fortjente opmærksomhed, fordi musikken skal forbindes med alt andet for at kreere det perfekte publikum. Måske skal begrebet om musik helt omdefineres? X Factor minder om et engangsknald, der helt og aldeles har til formål at skabe stjerner på rekordtid. Musik er netop ikke jvf., hvor den enkelte kunstner kan stille sig tilfreds efter blot at have lært den tonale kadence — det er en evig proces, der forlanger sved og tårer. Selvom niveauet for X Factor har hævet sig, så tror jeg næppe det vil ændre sig særlig meget for fremtiden. X Factor har et reglement som finalisterne skal følge, hvis de vil deltage. Gør de ikke som der bliver sagt, bliver de bedt om at gå hjem. Hvis musikken skal florere, er det ikke kun nødvendigt at nedbryde de indre grænser — det skal de ydre sandelig også.
